En fortælling fra en sygeplejerske:

Sus Enebo, 40 år og har været uddannet sygeplejerske siden 1992.

Jeg nyder mit arbejde hos Kristine! Arbejdet er meget selvstændigt, hvor det kræves, at man kan tage – ofte hurtige - beslutninger.

Det er vigtigt for Kristine, at  kunne bevare roen i de akutte situationer. Det er en 100 % plejeopgaver, hvor man står for den daglige personlige hygiejne, medicingivning, iltbeh.,sugning, inhalationer, C-PAP, V-PAP, sondeernæring og registrering af kramper, PN med., SATmålinger, iltforbrug osv. Jeg har det fulde ansvar for Kristine, når jeg er på arbejde.

Jeg kan godt lide at være hendes højre hånd, og da Kristine ikke har noget verbalt sprog kræver det den fulde opmærksomhed ved kommunikation, som er meget spændende. I øjeblikket er vi ved at indføre et nyt kommunikationsmiddel, som hedder Partner Støttet Auditiv Scanning (PSAS).

Jeg har arbejdet hos Kristine i 1 ½ år i stort set alle mine vagter. På trods af det, føler jeg stadig, at jeg lærer noget. Der sker hele tiden noget nyt, som man skal tage stilling til.

Jeg føler, at jeg har fundet mit drømmejob, da jeg godt kan lide at arbejde både sygeplejefagligt, pædagogisk og at have andre faggrupper som tætte samarbejdspartnere. Til dagligt arbejder jeg sammen med pædagoger, fysioterapeuter, lærere, og medhjælpere. Jeg har igennem arbejdet med Kristine -  kontakt med medicinalfirmaer, RAS og RH. Det er meget interessant, da vi samarbejder med specialister. Når man arbejder hos Kristine, er man en tovholdende blæksprutte!        

Arbejdet hos Kristine kræver pædagogik, at turde at være på, men også at være en flue på væggen!

Jeg følger Kristine overalt, dvs. skolegang, buskørsler, hospitalsindlæggelser, ambulante behandlinger, shoppingture, biograf, turer i naturen og andet. Jeg er hendes arme og ben, som skal hjælpe hende socialt, kommunikativt og med fysisk og psykisk velvære!

Kristine er en glad og humoristisk pige, så vi griner meget sammen!

Vi er et team af sygeplejersker, hvor nogle har passet Kristine siden hun var 1 år. Vi holder møde hver 2. eller 3. måned sammen med DanaCare, da det er rart at mødes  og diskutere både det sygeplejefaglige og det pædagogiske arbejde. 

Jeg håber, at du måske har lyst til at være en del af teamet!

Sus Enebo